Spar opruster for 30 mio. kr. - og vil være lidt billigere end Føtex
Flere discountvarer og en overhaling af samtlige over 135 Spar-butikker - samlet pris: 30 mio. kr.
Det var, hvad vi her på RetailNews kunne berette om i slutningen af august - og nu har Spar-direktør, Esben Keller, løftet mere af sløret for, hvad dagligvarekæden skal kunne i fremtiden. Det sker til B.T., som citerer kædedirektøren for, at "at vi vil ligge i indeks 99,70 på vores varer i forhold til Føtex' priser".
Esben Keller slog over for RetailNews fast, at Spar ikke er en discountkæde - og aldrig har skullet være det - men alligevel fylder prissegmentet en del i relanceringen af dagligvarekæden.
Det gælder både i forhold til Spars egen discountserie - Gul Pris - som vokser fra 400 til 600 varer, ligesom Spar altså vil placere sig strategisk i forhold til den direkte supermarkedskonkurrent Føtex.
- Der hvor kunderne til gengæld har løftet flaget er, at de ikke har forstået, hvad kvalitetsniveauet er i SPAR. Hvad kan man forvente, når man træder ind i en Spar. Du kan træde ind i vores butikker på Frederiksberg Allé eller i Hvide Sande, og så ser de vidt forskellige ud, så vi skal have strømlinet mere, påpeger Esben Keller over for B.T.
Samlet set investerer Spar - med hjælp fra KFI Erhvervsdrivende fond - 30 mio. kr. i opgraderingen af butikkerne.
De første tre testbutikker er allerede konverteret i denne uge - og yderligere tre følger i uge 37.